Sálmarnir kap. 88

1 HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

2 (88:3) lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

3 (88:4) Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,

4 (88:5) jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

5 (88:6) kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

6 (88:7) Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

7 (88:8) tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.

8 (88:9) Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

9 (88:10) mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

10 (88:11) Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

11 (88:12) Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

12 (88:13) Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

13 (88:14) Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

14 (88:15) Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

15 (88:16) Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

16 (88:17) din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

17 (88:18) som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

18 (88:19) Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

Sálmarnir kap. 88 Uppsetan